At kunne se sjælen i rustent jern, en gammel afskallet køkkenlåge eller i et stykke drivtømmer – og kunne sætte disse ting sammen så de giver mening, både filosofisk og æstetisk – er en kunst. Grafisk formgiver Marianne Ilnæs udstiller sine værker i Lyngby Kunstforening under temaet ‘Masker’. Værkerne kalder på både eftertænksomhed og munterhed.
Der er her tale om kunst i genren assemblage; betegnelsen for en collage i tre dimensioner, udført af genstande som fx kasserede brugsting, maskindele, naturmaterialer og lignende. I mange år har Marianne Ilnæs været fascineret af oprindelige folks kulturer og kunst specielt fra Afrika, Grønland og Stillehavsøerne.
Skraldets skønhed
“Det inspirerer mig at bevare materialernes egen patina og form, og at genbruge det kasserede, det slidte og det forgængelige. Hvor materialet stammer fra, er af mindre betydning, men det skal fungere i forhold til det udtryk og budskab, jeg ønsker at sende. Der er en vis genkendelighed i de materialer jeg bruger, men når jeg sætter dem sammen, er der tale om en ny konstruktion og betydning.”
Fernisering fredag 25. juli kl. 16-17.30
Vi byder på lidt koldt at drikke og – som altid – hyggeligt samvær. Tag gerne gæster med.
Udstillingsperiode: Lørdag 26. juli til søndag 17. august.
Åbent: Tirsdag til søndag kl. 12-15, mandag lukket. Fri entré.

BEMÆRK:
Normalt kan bestyrelsesmedlemmer ikke udstille i foreningen, men Marianne Ilnæs fik optaget sine værker FØR hun indtrådte i bestyrelsen.