Loading Events

Present Time

Stine Yde er en figurativ, ekspressiv maler, der finder sine motiver i hverdagen. Hun kan blive fascineret både af at betragte verden gennem en bilrudes begrænsninger og af at lade algoritmerne på Instagram føre sig til næste motiv.

I Portnerboligens ene rum med overskriften ‘Passenger’ vises virkeligheden set gennem en bilrudes begrænsninger. Bilens begrænsende udsyn, de forstyrrende refleks i ruden og bilens fart, der opløser landskaberne for øjet.

I det andet rum udstiller hun den virkelighed man bliver bombarderet af på mobilen, ‘Algorithm Reality’. Hvad gør det ved os, at vi får skræddersyede nyheds strømme, som er unikke for os hver især? Ender vi med at have forskellige billeder af den verden vi færdes i, når algoritmen kun tager højde for vores alder og tidligere præferencer på internettet?

Alle er velkomne til fernisering og artisttalk

Fernisering: Fredag den 7. marts kl. 16:00-17:30
Artist talk: Søndag den 9. marts kl. 14:00-15:00.

 

Passenger

Stine Yde arbejder med oplevelsen af at sidde inde i en bil og se på landskaber. “Jeg tager udgangspunkt i solnedgangen og hvad der sker, når den iagttages gennem en bilrude. Det hele er kommet med. Bilens begrænsende udsyn, de forstyrrende refleks i ruden og bilens fart, der opløser landskaberne for øjet”.

Stine Yde udstiller i Lyngby Kunstforening

Algorithm reality

Stine Yde vil med dette samlede værk, der består af mange små værker, gerne vise det, der er hendes opfattede virkelighed, når hun åbner sin mobil. På Sociale Medier får vi alle typer af informationer, også dem vi ikke aktivt har bedt om. Der er hele tiden ‘breaking news’, alt bliver fotograferet, alt formidles. Hvad gør det ved os, hvordan påvirker det vores adfærd og vores fællesskaber, at vi får ‘skræddersyede’ nyheds strømme, som er unikke for os hver især?

Around The World in One Day

Islandskabet er en del af en større serie. Her rejser Stine Yde uden at rejse fysisk. Istedet kigger hun på naturbilleder på mobiltelefonen, ved at sætte algoritmen i gang på Instagram. “Når jeg ser længe på en anden persons billede på Instagram, så får jeg endnu flere beslægtede billeder at se”. I denne serie undersøger hun om hun kan male motiver med overbevisning og indlevelse, selvom hun aldrig selv har været på stedet – og det er algoritmen alene, der bestemmer, hvad hun maler. Omdrejningspunktet for serien er at beskrive, hvordan algoritmer styrer vores digitale rejser, derfor er ikoner fra de sociale medier også en naturlig del af værkerne.

Stine Yde fortæller her om sine værker ved Artisttalk den 9. marts 2025.

Artistalk med Stine Yde i Lyngby Kunstforening

 

Der er altid fri entré i Portnerboligen

Lyngby Kunstforening
Portnerboligen ved Sophienholm, Nybrovej 401 A, Kgs. Lyngby

Åbent tirsdag til søndag kl. 12:00-15:00, inklusive helligdage. Mandag lukket.

Med venlig hilsen
Udstillingsudvalget