Brugsens kunstkalender

Tove Andreasen er født i 1934, og blev – som andre i den generation – hjemmegående husmor, da hun blev gift og fik små børn.
– For børnehaver var der ikke for alle. Så det gjaldt om at finde noget, der kunne stimulere.

Selv blev hun fanget af motiverne på køkkenvæggen, hvor hun havde kunstkalenderen fra FDB hængende.
– Jeg glædede mig over at se hver måned, hvad der nu var på kalenderen, og fik på et tidspunkt lyst til at male og tegne selv. Det ene malekursus og kunstforedrag og flere højskoleophold har fulgt det andet. En enkelt gang har der været en medlemsudstilling, jeg har deltaget i.
– Det var noget, Aage Schjødt arrangerede, men ellers er det jo altid professionelle kunstnere, der udstiller.

Gevinster og tab

Hjemmet bærer præg af både maleinteressen og af medlemskabet. Der er smukke billeder, kunstbøger og kataloger at bladre i. Der ses flere gevinster fra de årlige lodtrækninger og egne køb fra udstillingerne.
– Denne her af Camilla Augustinus fandt jeg på en udstilling i Cobra-rummet, og jeg måtte kæmpe for at få den, fortæller en stolt ejer om skulpturen, der er skabt i farvet papir og installeret som en åben kugleform, hvor det indre og det ydre giver anledning til mange tanker og forestillinger.

– Cobra-rummet! Åh, hvor er det synd – udbryder Tove Andreasen: – Jeg er så VRED, så VRED! Det må du gerne skrive! Det ligner ikke noget – (at udstillingsmuligheden i regi af Lyngby Kunstforening er ophørt i forbindelse med lederskiftet på Sophienholm i 2020, – red.) – Det er dér, UNG kunst kommer!
– Det sted, der skal være fremtiden – at det sådan lukker ned. Det har dæmpet lysten til at komme på Sophienholm.

Kustode – et team af nøglepersoner

Frem til 2021 har Tove Andreasen været en af kustoderne, som i mange år ulønnet har passet udstillinger i Lyngby Kunstforening – dels i lokalerne på Lyngby Hovedgade over for kirken, dels på Jernbanepladsen og i Portnerboligen.

– Jeg blev opfordret til at blive kustode af Aase Nielsen, den meget aktive enke efter Erik Andreasen. Det var vist på en af rejserne, at hun nævnte, at de manglede nogle flere til det arbejde.

– Jeg sprang til efter lidt betænkningstid, og jeg har virkelig nydt at tale med folk på de forskellige udstillinger.
– De besøgende skulle have noget viden med sig. Jeg undersøgte alle billederne og satte mig ind i kunstneren, fortæller Tove Andreasen, der altid først gav plads og gav tid, så beskueren kunne tænke selv, før hun spændt spurgte ind til indtryk og reaktioner.

– En dag var det kunstneren selv, jeg henvendte mig til, og der fik jeg først et humoristisk svar.
– Jo, vedkommende havde selv malet billederne, så han skulle gerne have et vist kendskab. Derpå satte vi os i solen og fik en lang og god samtale.

– Kunst lukker op for noget mellem mennesker. Ondt og godt glider i baggrunden, fortæller hun.

Stafetten er givet videre

De givende kunstnermøder har der været mange af. Nogle er blevet til vedvarende brevvekslinger og gensidig inspiration med udøvende kunstnere. Nogle af dem blev også hendes undervisere, som Gregers Jensen, Jesper Palm m.fl.

– I glæde og sorg har jeg selv kunnet udtrykke mig gennem kunsten. Eksempelvis har jeg malet portrætter af alle mine børnebørn, og i forbindelse med min mands langvarige sygdom og død var det en lindring og lettelse, at jeg indimellem kunne fordybe mig i mine lærreder, som nu mest hænger hos mig selv og hos familien.

Jobmæssigt har handelsuddannede Tove Andreasen dels bestyret en handskeforretning, dels arbejdet med keramik i Else Kerrn-Jespersens butik i Lyngby, en pendant til Den Permanente ved Tivoli, og dels gennem 23 år været yogalærer og vejleder.

Børn og børnebørn har fået lov at tegne på livet løs i hendes stuer, og der står stadig kunst-, arkitektur- og museumsoplevelser på rejseprogrammet, når det nu er de unge, der inviterer hende ud på oplevelser.

Nye medlemmer af kunstforeningen er der også kommet ud af Tove Andreasens livslange og begejstrede kunstglæde.