Loading Events

Fragmenter

Susanne Bang Dahl kredser i sine værker om relationer og mentale tilstande, og er optaget af menneskers evne til at samle antydninger til meningsfulde helheder. Værkerne har det tilfælles, at de gennem radikale beskæringer eller opløsning af figuren flytter fortællingen uden for billedrammen eller lader den udvide sig udefineret på lærredet.

Kunstneren har arbejdet med billedkunst i knap 20 år og er uddannet fra Århus Kunstskole, Billedskolen på Jagtvej og Kunstskolen Spektrum. Tidligere har hun arbejdet som klinisk psykolog. I dag arbejder hun fra sit atelier på Filmstationen og er medlem af Kunstnergruppen Aspekt.

Artist-statement

“Jeg er optaget af, hvordan jeg med min personlige billedæstetik, kan undersøge og kommunikere emner af følelsesmæssig og relationel karakter, som optager mig? Hvordan kan jeg med intention eller på et ubevidst plan, måske gøre mit arbejde nærværende for andre gennem genkendelighed?

Værkerne på udstillingen har det til fælles, at de er fragmenterede historier. Jeg arbejder med, at vi er i stand til at skabe vores egne narrativer ud fra antydninger og ud fra et fravær af noget. Jeg er optaget af vores evne til at gestalte – til at danne meningsfulde sammenhænge – også når noget opleves uforståeligt. Min intension er, at værkerne er uden for meget støj – at de får et stille åbent udtryk, hvor forestillingen vægtes højt. Hvor værkerne indbyder til flere fortsættelser, flere betydninger og måske varierede følelsesmæssige oplevelser.

Med en værkserie på udstillingen er intensionen at illustrere, hvordan vi som mennesker fokuserer på forskellige detaljer af et scenarie afhængig af vores historie og af vores præferencer ift. følelser, æstetik, kultur og meget andet. I det arbejde ønsker jeg at give plads til forskellighed og til det personligt betydningsfulde. En anden samling værker på udstillingen handler om selvforglemmelse, som en tilstand hvor man er i ro og ikke fokuserer på det udenfor en selv. En tilstand som står i kontrast til tidens fokus på
selveksponering.”

Trine Ross: “Det handler om stemninger, om relationer og om rum i Susanne Bang Dahls værker.

Fernisering

Fredag ​​​​26. juni kl. 16-17.30
Publikum har mulighed for at møde kunstneren og få en særlig introduktion til udstillingen. Det er en oplagt anledning til at dykke ned i værkerne og få en sanselig oplevelse i selskab med andre kunstinteresserede. Vi byder på lidt koldt at drikke og – som altid – hyggeligt samvær.

Udstillingsperiode

Lørdag 27. juni til søndag 26. juli
Åbent: Tirsdag til søndag kl. 12-15, mandag lukket. Fri entré.
Sted: Portnerboligen ved Sophienholm, Nybrovej 401 A, Kgs. Lyngby

 

Susanne Bang Dahl maleri