Loading Events

Og så sagde vi, at jeg kom med blomster

Stephanie Donsø er kendt illustrator og udstiller billeder i krydsfeltet mellem illustration og billedkunst. Kunstneren arbejder med vandfarve, gouache, farveblyant, blæk og oliepastel på papir. I sit billedunivers undersøger hun med en vis følsomhed visuelle fortællinger og billedrum, befolket af skikkelser og naturelementer. Ofte opstår der mindre serier eller forløb, som synes at fortælle dele af en udefineret historie af både genkendelighed og finurlig opdigtning.

Udstillingen hos Lyngby Kunstforening er hendes første soloudstilling i en årrække.

 

Et visuelt fortællende billedsprog

Stephanie Donsø udforsker et billedunivers, hvor det visuelt fortællende er i centrum. Med blandede materialer på papir skaber hun et fabulerende og fortællende billedsprog, der synes at vise små glimt af en større historie. Billederne opbygges i transparente lag af akvarel, gouache og farveblyant. Her opstår naturelementer og scenarier, hvor skikkelser træder frem, forsvinder og væves ind og ud af hinanden. Figurerne vækker genklang af noget mytologisk og eventyrligt, men trækker også på tegneserier, billedbøger og hverdagslivets visuelle univers. Værkerne inviterer beskueren til at gå på opdagelse. Detaljer, stemninger og små fortællinger folder sig gradvist ud og giver plads til fordybelse og egne fortolkninger.

Gennem de senere år har Stephanie Donsø arbejdet som illustrator under navnet Det Gyldne Blad og har blandt andet illustreret flere billedbøger. Hun oplever, at det illustrative arbejde har åbnet nye veje i hendes kunstneriske praksis og beriget hendes undersøgelse af billedrum, figuration og fortælling.

Stephanie Donsø er uddannet fra Colchester School of Art i England. Hun har udstillet i både ind- og udland og er medlem af Billedkunstnernes Forbund samt Dansk Forfatterforening & Illustratorerne.

 

Fernisering

Fredag ​​​​31. juli kl. 16-17.30
Publikum har mulighed for at møde kunstneren og få en særlig introduktion til udstillingen. Det er en oplagt anledning til at dykke ned i værkerne og få en sanselig oplevelse i selskab med andre kunstinteresserede. Vi byder på lidt koldt at drikke og – som altid – hyggeligt samvær.

Udstillingsperiode

Lørdag 1. august til søndag 30. august
Åbent: Tirsdag til søndag kl. 12-15, mandag lukket. Fri entré.
Sted: Portnerboligen ved Sophienholm, Nybrovej 401 A, Kgs. Lyngby

 

Stephanie Donsø udstiller i Lyngby Kunstforening

 

Udstillingsplakater Lyngby Kunstforening 2026

Udstillingsplakaten i A3 format sælges for 50 kr. i Portnerboligen

Se hele årsprogrammet

.